Ristede kaffebønner kan sagtens tåle at blive frosset ned. Faktisk hævder nogle at de kan holde sig meget længere ved nedfrysning, mens andre mener at man skal længere ned end de ca. -18 grader som der er i en almindelig fryser, før der er nogen vikning. Derimod er det en helt anden sag med grønne bønner. Efter et tragisk uheld her på Espressoguiden, hvor et par kilo bønner til vores egen espresso-blanding ikke lå frostfrit da Kong Vinter indtog Danmark, er vi blevet meget opmærksomme på problemet. Derfor advarer vi:
Grønne bønner skal opbevares frostfrit!
Det er stadig et område hvor meget industriel hemmelighedskræmmeri og mange forskellige meninger spiller ind, men fakta er at de grønne bønner indeholder meget mere vand end de ristede. Ved minusgrader fryser vandet, og cellevæggene i bønnerne kan risikere at springe, hvorved nogle af de lækre olier slipper ud eller omdannes. Her på espressoguiden har vi erfaret at en espresso lavet på bønner som har været udsat for frost i et par nætter smager bittert og næsten ikke af kaffe. Der er en underlig gennemtrængende smag af brændthed, og skidtet kan absolut ikke drikkes.
Der er dog stadig en del diskussion om emnet blandt amatør-ristere verden over, og noget tyder på at man som tommelfingerregel kan gå ud fra at dyre bønner tager mere skade end billigere bønner. Det er selvfølgelig meget groft sagt, men det virker fornuftigt at de finere, sarte aromastoffer i de dyre, smagfulde bønner er mere flygtige og frostfølsomme end dem i de mere grove basisbønner.
Så derfor: pas på dine bønner når frosten kommer. Espressoguiden vil henover vintere udføre forskellige forsøg med grønne bønner og frostgrader, men vi hører gerne fra dig hvis du har gjort dig lignende eller andre erfaringer.
|