Kaffebønner




Kaffebønner er faktisk ikke bønner, men tørrede frø fra kaffeplanten.

Kaffeplanten, et lille træ eller en stor busk, om man vil, stammer så vidt vides fra Østafrika, og er med tiden blevet kultiveret til flere hundrede sorter og varianter. I dag dyrkes der kaffe i mange forskellige lande langs ækvator. Der er to arter kaffeplanter som dominerer verden over, som vi her vil se nærmere på:

Den ene art, Coffea arabica, stammer fra Ethiopien i Afrika, og er nu udbredt over hele kloden i de egne hvor planten kan dyrkes. Den kaldes i daglig tale bare for Arabica, og er mere aromatisk end den anden art. Derfor egner den sig rigtig godt til en fyldig espresso. Planten optager og udvikler forskellige stoffer alt efter hvor den vokser, og derfor smager den forskelligt fra forskellige områder.

Robusta kaffe er den anden art, som stammer fra planten Coffea canephora. Denne plante indeholder mere koffein, er billigere og mere hårdfør, hvilket gør at den kan dyrkes steder hvor Arabica ikke kan dyrkes. Robusta kaffe er mere bitter, men bruges med fordel i nogle blandinger af espresso, hvor de giver en god bund i smagen samt en god crema.

Nogle bønner kaldes peaberry. Normalt er der to frø (bønner) i en kaffefrugt, men i peaberry bønner er der kun en enkelt. Dette er foe nogle at foretrække, men hvilken indvirkning det har på smagen er endnu ikke fastlagt.

Kopi Luwak er kaffebønner som har passeret gennem tarmen af et væsellignende dyr ved navn Luwak (på latin: Paradoxurus hermaphroditus). Kopi betyder kaffe på indonesisk. Dyret lever i Indonesien og udvælger kun de fineste kaffebønner -som den så spiser. Efter de har passeret gennem tarmen er kun de hårde frø tilbage, som netop er dem man bruger til kaffe. Efter sigende skulle Kopi Luwak kaffe have en utrolig udsøgt smag. I hvert fald er bønnerne utroligt dyre...
 

 
© CMSjet hjemmeside